Christoffer Karoff skuer ud over forsamlingen. 

Der er kun få minutter til opsendelsen, transmissionen er i gang, og de mange fremmødte begynder så småt at sætte sig spændt til rette på stolerækkerne i konferencehallen.

”Det er ikke Jordens undergang, hvis vi ikke får kontakt til satellitten i dag. Så må vi forsøge igen i morgen,” funderer Christoffer Karoff fra sit ståsted ved siden af bordet med champagneflasker.

Gennem seks år har lektoren med det kraftige fuldskæg været leder af studenterprogrammet DISCO, der har til formål at udvikle en ny generation af specialister i rumteknologi for at fastholde Danmarks styrkeposition inden for nanosatellitter.

Derfor er tre universiteter – AU, SDU og ITU – gået sammen om det ambitiøse program, hvor en masse studerende er med til at designe, producere og forfine de såkaldte CubeSats, der findes i enheder af 10 x 10 x 10 cm.

Den første satellit ved navn DISCO-1 blev efter fire aflyste forsøg sendt i kredsløb i april 2023. Det var en slags testmission forud for opsendelsen af DISCO-2 her tre år senere, for opfølgeren er langt mere avanceret og har en større opgave foran sig end blot at svæve rundt som en digital kontaktstation.

Vigtigt bidrag til klimaforskningen

Ved hjælp af to optiske og et infrarødt kamera skal satelitten henover næsten 1.000 døgn fotografere gletsjere og måle temperaturforskelle i havet omkring de grønlandske fjorde. På den måde kan den blive et vigtigt bidrag til klimaforskningen. Hvilket har fået både DR og TV 2 til at sende reportere til Aarhus Universitet, hvor nuværende og tidligere studerende i rumprogrammet er forsamlet for at se opsendelsen i innovationshuset Kitchens konferencehal denne mandag eftermiddag.

”Okay, welcome everybody,” siger Christoffer Karoff, da minutterne er ved at blive til sekunder.

På den store skærm bag lektoren står en Space X Falcon 9-raket linet op med kurs mod den sorte nattehimmel over Californien. Røg og projektørlys tegner konturerne skarpt op på raketten, der har 57 satellitter med sig, når den om et øjeblik forlader Vandenborg Space Force Base.

Hvis det altså sker. 

Opsendelsen er nemlig blevet udskudt flere gange, sådan som det også var tilfældet for DISCO-2’s forgænger. Det har rykket ved tidspunktet, hvor det danske kontrolrum vil forsøge at opnå forbindelse til satellitten, for det kan kun ske, når den passerer vores hjørne af kloden og er inden for rækkevidde. 

”Vi håber, at vi kan opnå kontakt omkring klokken 15, men det bliver meget tight,” fortæller Christoffer Karoff til sine fæller i rumprogrammet og overlader ordet til kommentatoren på skærmen.

Så går det løs.

Fra medicin til it-udvikling

”4...3...2...1...ignition,” lyder det, inden raketten letter med en ildsøjle efter sig og får konfettirørene til at eksplodere i konferencehallen.

Anne Thiel rejser sig op og omfavner alle dem, hun kan nå midt i virvaret af jublende mennesker og dalende papirstykker. Hele formiddagen har hun som presseansvarlig været ansigtet på projektet i DR’s løbende optaktshistorier til opsendelsen.

Nu kan den 27-årige talsperson sænke skuldrene og se raketten stige til en højde på 120 kilometer og en hastighed på 7500 kilometer i timen i løbet af ingen tid.

”Vi gjorde det,” udbryder Anne Thiel, som i lighed med en del andre bærer en t-shirt med logoet for DanIsh Student Cubesat PrOgram.

Hun læste medicin på Aalborg Universitet, da hun blev en del af det frivillige program, der tæller over 100 studerende fra hele landet. Arbejdet har været så spændende og inspirerende, at Anne Thiel nu vil udbygge sin uddannelse med en bachelor i it-produktudvikling på Aarhus Universitet.

Fra stolerækken bag hende betragter en ung fyr i hættetrøje sceneriet med et lige så stort smil.

Da Tobias Frejo for seks år siden indledte sit studie i computerteknologi på Aarhus Universitet, faldt han over opslaget fra DISCO og blev en del af operationsteamet med ansvar for at styre satellittens aktiviteter og maksimere missionssuccesen, sådan som der står på hjemmesiden. 

Nu har han fået en kandidatgrad og et fast arbejde og er derfor ikke længere med i rumprogrammet. Alligevel er han til stede i dag. For at mødes med de andre, se satelitten i kredsløb og binde en sløjfe på hundredvis af arbejdstimer.

”Det har været et vildt projekt at være med i,” konstaterer Tobias Frejo.

26 gange i træk

Helt konkret har han haft til opgave at programmere systemet, som de studerende i kontrolrummet gør brug af for at sikre, at satellitten udfører sin mission kontinuerligt. 

For det meste vil den svævende tingest befinde sig langt under vores horisontlinje og dermed afskåret fra et signal til Danmark, så udfordringen er at kunne give den enkle og fejlfri kommandoer to gange om døgnet i små tidsrum af omtrent 10 minutters varighed.

Af samme grund er den første kontakt i sig selv et kunststykke, forklarer den 26-årige civilingeniør, fordi operationsteamet – der sidder få kilometer fra os, et andet sted på universitetet – kun har ganske kort tid til at aktivere satellitten eller tage de rette forholdsregler i tilfælde af fejl. 

Sidst på eftermiddagen må Christoffer Karoff konstatere, at kunststykket mislykkes i første omgang. 

Forsamlingen har forladt Kitchen med bobler i blodet. Konfettien er blevet fejet op. Tilbage sidder kun programlederen med en bærbar computer foran sig og en åben forbindelse til operationsteamet. 

De holder alle øje med et frekvensbånd og en simulation over satellittens bane henover Jorden.

”No data,” står der kontinuerligt på skærmen.

Efter et stykke tid fjerner Christoffer Karoff sine AirPods fra ørerne og pakker computeren sammen. Der er ikke andet at gøre end at give det et nyt forsøg, når satellitten atter svæver henover Danmark.

18 timer senere sender han en mail med en vedhæftet fil.

”No response,” står der 26 gange i træk med gule bogstaver på sort baggrund. Men så afbrydes kolonnen af noget andet. Et signal fra rummet: ”111:5380 bus-voltage = 15953 mV”.

Det er en dansk satellit, der danser på et stjernegulv.

”Det lykkedes os at få fat i DISCO-2 i morges. Og den har det godt.”