kitchen.au.dk logo

De blev advaret mod at starte virksomhed som bedste venner. I dag lever de af det

Da Anders Kargaard Thomsen og Tobias Guld stiftede ToriiTravels, gik de imod alle gode råd. I dag lever de af virksomheden og sender hvert år unge afsted til Japan og Sydkorea.

Og venskabet? Det står stærkere end nogensinde.

Foran Tobias Guld ligger en telefon på bordet. 

Med jævne mellemrum lyser skærmen op. Efterfulgt af en kort brummen. 

Under normale omstændigheder ville de fleste nok vende den om. Lægge den i lommen. Lade den ligge. 

Men ikke her. 

Ikke når man har mere end 30 unge mennesker afsted på den anden side af jorden. Ikke når de befinder sig i Tokyo, Seoul eller et sted midt imellem. Og ikke når man som Tobias Guld og Anders Kargaard Thomsen har gjort det til en del af sin virksomhed at være tæt på de mennesker, der har sat deres lid, en god sum penge og de næste seks måneder i deres hænder. 

Fra sabbatår til sideprojekt 

Tobias og Anders har fulgt hinanden siden folkeskolen. Det østjyske makkerpar gik godt i spænd, og da de begge stod med studenterhuen på hovedet, blev de enige om at sætte kursen mod Japan. 

Ikke bare på den der “nu bruger vi 14 dage i Tokyo”-rejse. 

Nej, de ville have kulturen ind under huden. Opleve den autentiske del af et fremmed land. 

“Vi ville ikke bare være turister i Japan. Vi ville mærke kulturen indefra, og det kunne vi kun ved at bo i Tokyo i et halvt år, så hverdagen også blev en del af rejsen.”
- Tobias Guld

Og de to barndomsvenner var solgt. 

Da de vendte tilbage til Danmark, startede de på hver sin uddannelse. Men Japan og Tokyo ville ikke slippe det jerngreb, landet havde lagt de to unge østjyder i. 

Og da de under corona opdagede, at det rejsebureau, der havde sendt dem afsted til Japan, var gået konkurs, var de ikke i tvivl. 

Den fakkel var de klar til at tænde på ny og føre videre. 

Hos Tobias Guld og Anders Kargaard Thomsen er der sjældent langt fra tanke til handling. Og starten på ToriiTravels var ingen undtagelse. 

Derfor var der heller ikke afsat tid og ressourcer til markedsanalyser, lange rapporter eller forkromede go-to-market-strategier. 

I stedet gik de med mavefornemmelsen og det, de selv betegner som en god portion “det-finder-vi-ud-af-energi”. 

“Vi havde en klar idé om, at hvis vi selv synes det var fedt, så ville der også være andre, der vil synes det var fedt. Og det viste sig heldigvis at være rigtigt”, fortæller Anders. 

Da “det finder vi ud af” blev alvor 

I takt med at der kom styr på hjemmesiden, visumregler og lokale aftaler i Tokyo, kunne de begynde at sende rejsende afsted til det land, de to stiftere blev smaskforelskede i blot få år forinden. 

Én rejsende blev til 10 rejsende, der blev til 30. 

Pludselig havde de to studerende ikke bare et sideprojekt, men en reel forretning på benene. Og med en reel forretning følger også et reelt ansvar. 

Et ansvar, der skulle vise sig at sætte de to østjyder på prøve. 

Med en stor gruppe i Japan, nye rejsende på vej og endnu flere, der allerede havde betalt for deres kommende ophold, fandt Tobias og Anders ud af, at de skulle stille en garanti på 150.000 kroner til Rejsegarantifonden. 

Eneste problem: 

De havde ikke 150.000 kroner. 

“Vi havde 14 dage til at finde 150.000 kroner, og den eneste faste indtægt på daværende tidspunkt var den månedlige SU, hvoraf størstedelen gik til husleje,” 
- Anders Kargaard Thomsen 

De to barndomsvenner kimede de danske banker ned. Men på trods af deres uanede mængder “det-finder-vi-ud-af-energi” manglede bankerne et stærkere økonomisk grundlag. 

Bankerne sagde nej. 

Igen og igen. 

Til sidst skrev Tobias til en gammel fodboldtræner, der arbejdede i Fynske Bank. Et forsøg, han selv beskriver som desperat. Men efter et par møder endte banken med at stille garantien få timer før deadline. Ikke fordi tallene talte for sig selv. Men fordi de troede på iværksætterne bag projektet. 

Fra sideprojekt til arbejdsplads 

Men selvom bankgarantien sikrede, at ToriiTravels kunne fortsætte, var det ikke kun økonomien, der skulle falde på plads, før sideprojektet for alvor kunne vokse. 

For Tobias og Anders blev det også afgørende at få et sted, hvor virksomheden kunne få lov til at fylde. 

Før havde de siddet på Dokk1, på universitetet og derhjemme og forsøgt at klemme arbejdet med virksomheden ind mellem eksamener og forelæsninger. Men da de fik kontor i Kitchen, ændrede projektet karakter. 

“På en måde kan det være svært at tage sig selv seriøst som virksomhed, når man ikke har en fast base. Da vi fik kontor i Kitchen, blev det pludselig tydeligt for os, at der virkelig var et potentiale her,” fortæller Anders. 

For med kontorpladsen fik de ikke bare et skrivebord. De fik et sted, hvor ToriiTravels kunne være i centrum. Hvor de kunne møde ind, arbejde koncentreret og samtidig få adgang til viden, sparring og et iværksættermiljø, der kunne hjælpe dem med alt det, de endnu ikke vidste om at bygge virksomhed. 

Fra at være noget, de arbejdede på, når der lige var tid, blev ToriiTravels noget, de mødte ind til. 

Noget, de tog alvorligt. 

Venskab, ansvar og øjenhøjde 

Siden har de to barndomsvenner for længst forladt iværksætterreden i Kitchen. I dag lever de begge af ToriiTravels. De har ansatte, udvikler løbende flere rejseprodukter og sender hvert år en lind strøm af unge mennesker på eventyr i Japan og Sydkorea. 

Og det er de stolte af. 

For selvom de hverken jagter drømmen om et rejseimperium eller et palæ på Strandvejen, har de arbejdet benhårdt på at nå dertil, hvor de er i dag. 

“Vi laver noget, vi kan leve af, og som vi selv har bygget. Det kan man jo kun være stolt af.” 
- Anders Kargaard Thomsen 

Og selvom det klassiske råd lyder, at man aldrig skal stifte virksomhed med sin bedste ven, var det aldrig en bekymring for hverken Tobias Guld eller Anders Kargaard Thomsen. 

“Der er helt sikkert nogen, der ikke skal gøre det. Men for os har det ikke handlet om at gøre relationen mere professionel, end den er. Vi har bare bygget videre på det venskab, vi allerede havde,” fortæller Anders Kargaard Thomsen.