kitchen.au.dk logo

Nu åbner Aarhus Universitet døren til et helt nyt kapitel

Universitetet indvier nu et nyt innovationshus med højt til loftet. Målet er at favne alle de faglige miljøer, bringe mere viden i spil og opnå en førerposition i Europa.

Redigeret visualisering af Kitchen, Aarhus Universitet
Redigeret visualisering af AART Architects.

Nyt brand. Større rammer. Bredere vingefang. Højere ambitioner.

Når Aarhus Universitet bevæger sig ind i 2026, vil innovation og iværksætteri bogstaveligt talt komme til at fylde meget mere på landets næststørste universitet.

I de første dage af januar flytter knap 70 ansatte fra forskellige kontorer sammen i den bygning, der udgjorde kedelhuset og vaskeriet på det tidligere kommunehospital og snart omdannes til et levende og dynamisk hjørne i Universitetsbyen.

Flytningen markerer, at indsatsen for at skabe et mere innovativt og entreprenant miljø har udviklet sig fra et satsningsområde til en kerneopgave for universitetet. Så nu bliver der højt til loftet i mere end én forstand.

Setuppet indebærer, at alle innovations- og erhvervsaktiviteter samles under navnet Kitchen, Aarhus Universitet. Her vil forskere og studerende kunne få en endnu mere omfattende hjælp med at føre idéer ud i livet og finde løsninger på fremtidens problemer.

”Kitchen skal være et fyrtårn for innovation og iværksætteri på Aarhus Universitet. Men det vigtigste er faktisk ikke de aktiviteter, der kommer til at finde sted i det nye hus. Det vigtigste er at bidrage til den positive udvikling i alle de faglige miljøer på universitetet, for kun ved at bruge hele vores størrelse og bredde kan vi lykkes med vores ambition: At blive et af de førende tværgående universiteter i Europa inden for samarbejde og entreprenørskab,” siger erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen.

Vækst, arbejdspladser og løsninger

Gennem seks år har hun stået i spidsen for innovationssatsningen, der hidtil har handlet om at skabe en større bevidsthed indadtil og udadtil om universitetets skjulte potentiale.

Det er i den grad lykkedes i en tid med fokus på Europas haltende konkurrenceevne og behov for at investere mere i virksomheder funderet på ny viden. Herhjemme har det ført til en forskningsaftale med langt flere midler øremærket til innovation - og til nedsættelsen af en taskforce, der netop har afleveret 13 anbefalinger til regeringen med henblik på at forbedre universiteternes manøvrerum.

”Kitchen skal være et fyrtårn for innovation og iværksætteri på Aarhus Universitet."

Lone Ryg Olsen har siddet med i taskforcen og forventer, at resultatet af alle anstrengelserne for alvor vil kunne mærkes i samfundet i de kommende år.

”Hele øvelsen skal selvfølgelig munde ud i, at vi skaber flere virksomheder med afsæt i den nyeste viden på universitetet. Så vi skal måles på, om vi leverer vækst, arbejdspladser og løsninger til gavn for velfærdssamfundet og erhvervslivet. Det kræver, at vi får en større bredde i spil på universitetet,” forklarer erhvervsdirektøren.

Samtidig pointerer hun, at Aarhus Universitet ikke kan stå alene, men indgår i et voksende økosystem af netværk, investorer og andre aktører. Det afspejler sig også ved, at Kitchens nærmeste nabo bliver Partnerhuset, hvor virksomheder og organisationer kan leje sig ind i kontorer med nem adgang til det entreprenante universitetsmiljø.


Kitchen, Aarhus Universitet

I 2020 etablerede Aarhus Universitet innovationshubben The Kitchen i det tidligere centralkøkken på kommunehospitalet, hvilket gav inspiration til navnet.

Siden da har hubben hjulpet flere end 1200 forskere og studerende med at udvikle virksomheder eller patenter. Samlet set har iværksætterne foreløbig rejst mere end 350 millioner kroner i ekstern funding.

The Kitchen har hidtil været en del af afdelingen Erhverv & Innovation, der blandt meget andet står for universitetets tværgående samarbejdsaftaler med virksomheder, kommuner, klynger og andre aktører.

Fra den 5. januar 2026 samles alle aktiviteter i afdelingen under navnet Kitchen, Aarhus Universitet.


Pressekontakt

René Deichgræber, presse- og kommunikationsrådgiver i Kitchen, Aarhus Universitet

20194012, rrd@au.dk