kitchen.au.dk logo

Sådan satte Kitchen sit præg på årets Folkemøde

Et drys af magi, et anderledes format, et ministerbesøg og et nyt begreb. Kitchen tegnede sig i år for en stribe velbesøgte arrangementer på Folkemødet.

Foto: Liv Rohde/AU Foto


”Lad mig se... ja, der var du. Velkommen. Værsgo at gå ombord.”

Innovationschef Jeppe Dørup Olesen havde nok at se til på Folkemødets åbningsaften. Her var Kitchen traditionen tro vært for et netværksevent med Dansk Industri på forskningsskibet Aurora.

Flere end 175 gæster havde tilmeldt sig, men der var kun plads til 110 på skibet ad gangen i Allinge Havn, så innovationschefen stod ved landgangsbroen og krydsede navnene på de fremmødte af, alt imens han vurderede, hvornår det var nødvendigt at tage kajen i brug også.

Netværkseventet – der i år havde et drys af magi over sig i form af en optræden fra en tryllekunstner – var ikke det eneste populære folkemødearrangement fra innovationshuset på Aarhus Universitet.

Dagen efter lancerede Kitchen det nye format ”Iværksætterne & Monopolet”, hvor tre iværksættere – Heart2Heart, Potato Patrol og FREIA – delte deres dillemmaer foran fyldte stolerækker på Aurora, inden et veloplagt panel kom med kærlige, konkrete og kontante løsningsforslag.

Panelet bestod af en stribe stærke profiler inden for politik, investering, iværksætteri, forskning og sågar rumfart. Blandt dem var uddannelses-, forsknings- og digitaliseringsminister Christina Egelund, som indledningsvist fortalte om de vigtigste dagsordener på sit bord.

I det hele taget fyldte visionerne hos den nye regering -  ikke overraskende - en hel del i de mange forskellige debatter på Folkemødet. Det var også tilfældet i det sidste af Kitchens arrangementer. Her fortalte et par forskere om forhindringerne på vejen fra viden til virksomhed, hvilket dannede afsæt for et panel bestående af innovationsprofiler fra AU, KU, Dansk Industri og Novo Nordisk Fonden.

Erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen deltog i panelet og pointerede undervejs i debatten, at det er hele samfundets opgave at skabe et mere konkurrencedygtigt Danmark. Derfor skal vi lade være med at holde tingene ud i strakt arm ved at tale om statsstøttet innovation, lød det.

I stedet lancerede hun et nyt begreb, der vakte bifald hos både panelet og publikum. 

Fremtidsstøttet innovation.