kitchen.au.dk logo

Menglin vil give synet tilbage med en ”solcelle” i øjet

Den er usynlig for det menneskelige øje, men kan måske hjælpe os med at se igen. Lektor Menglin Chen udvikler en nanopartikel med et særligt potentiale.

Foto: Foto: Johanne Holm Jensen

Alene tanken om at få en nål i øjet kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Ikke desto mindre er det en helt central del af den løsning, som Menglin Chen, lektor ved Institut for Bio- og Kemiteknologi på Aarhus Universitet, håber kan hjælpe mennesker, der helt eller delvist har mistet synet på grund af sygdomme i nethinden.

Og løsningen? Ja, den har fået navnet RetiNano og findes for enden af nålen: En nanopartikel omkring 200 gange mindre end tykkelsen på et menneskehår, og ironisk nok umulig at se for det menneskelige øje. Velfungerende nethinde eller ej.

En nanopartikel, der helt forsimplet skal fungere som en solcelle.

En ny modtager i øjet

Hvis vi skal forstå, hvorfor vi overhovedet kan få brug for en ”solcelle” i øjet, skal vi på en lille rejse ind i øjet og helt ind til det, vi kender som nethinden.

Her finder man blandt andet de såkaldte fotoreceptorer, der opfanger lys og er første led i den kæde af signaler, som til sidst ender oppe i hjernen og bliver til det, vi ser.

Men ved flere kendte øjensygdomme, eksempelvis aldersrelateret makuladegeneration, kan fotoreceptorerne blive beskadiget – og i værste tilfælde dø. Og selvom store dele af resten af øjet stadig fungerer, mangler det første signal i kæden. Og ligesom man kender det fra en gammel juletræskæde, hvor et led i kæden er gået i stykker, kan synet blive kraftigt nedsat – og ved visse sygdomme i værste fald gå helt tabt.

Det er her, Menglin Chens nanopartikler kommer ind i billedet.

Tanken er, at de skal fungere som kunstige fotoreceptorer. De injiceres i selve øjet, hvor de skal lægge sig ved nethinden og overtage funktionen fra de receptorer, der ikke længere virker. Her skal de omdanne det lys, de opfanger, til energi, som kan sætte gang i den kæde af signaler, der ellers har været brudt.

En slags solcelle forklædt som en nanopartikel, forklarer Menglin.

”Meget forsimplet fungerer nanopartiklen som en slags solcelle. Den opfanger lyset og omdanner energien, så de tilbageværende celler i nethinden igen kan sende signalet videre mod hjernen.”

7 år… and counting  

En løsning som den, Menglin Chen og hendes forskergruppe arbejder på, bliver ikke til hen over natten. Eller året for den sags skyld.

Tilbage i 2019 fik Menglin en bevilling på 4,2 millioner kroner fra Carlsbergfondet. Det blev startskuddet til arbejdet med lysfølsomme nanomaterialer – og det første skridt mod en løsning, der måske en dag kan bruges til mennesker med synstab.

I 2024 indgav forskerne en international patentansøgning på teknologien, og i 2025 modtog Menglin tilmed et Pioneer Innovator Grant til projektet, der har fået titlen RetiNano: Biocompatible and injectable photovoltaic retinal prosthesis.

Men hvornår bliver løsningen så lanceret og gjort tilgængelig?

Her appellerer Menglin til, at man væbner sig med tålmodighed. For selvom de allerede har taget nogle vigtige skridt, er der fortsat lang vej, før en læge kan finde kanylen med nanopartiklerne frem fra skuffen.

”Vi har lavet forsøg på blinde mus, hvor vi efter indsprøjtning med RetiNano kunne måle aktivitet i hjernen som reaktion på lys. Men selvom det er lovende og et stort skridt i den rigtige retning, er vi stadig på et tidligt stadie. Nu skal vi blandt andet dokumentere effekten og sikkerheden over en længere periode, før vi overhovedet kan tale om kliniske forsøg på mennesker.”

Drevet af nysgerrigheden

Vejen til Aarhus og arbejdet med RetiNano har på mange måder været præget af det samme element, som stadig driver Menglin i dag: nysgerrighed.

Hun voksede op i Kina og havde tidligt en stor interesse for naturvidenskab. Da hun senere skulle vælge retning på universitetet, stod valget mellem kemi og medicin.

Valget faldt på kemi, men fascinationen af kroppen, sundhed og medicin forsvandt aldrig helt.

”Jeg er drevet af nysgerrighed. Jo mere man lærer, desto mere opdager man, hvor meget man ikke ved. For mig er det netop dét, der gør forskning spændende – hele tiden at kunne udforske noget nyt og samtidig være åben over for uventede resultater.”  

Menglin Chens nysgerrighed trak hende også uden for Kinas grænser, hvor hun i første omgang satte kursen mod USA. Men SARS-udbruddet i starten af 00’erne gjorde det svært at komme ind i landet, og dermed blev der sat en brat stopper for det amerikanske eventyr, før det overhovedet var begyndt.

Til gengæld fik hun mulighed for at fortsætte sin uddannelse i Holland. Og det skulle vise sig at blive et godt match. På flere fronter.

På laboratoriet mødte hun nemlig sin kommende mand, der dengang var ph.d.-studerende i Aarhus, og da Menglin senere fik mulighed for at fortsætte sin egen forskning i Aarhus, fulgte hun med til Danmark.

Det er 21 år siden.

Siden har Aarhus været hendes base, og undervejs er kemien blevet krydret med nanoteknologi, biologi og medicin – fagområder, som på mange måder samler de interesser, hun allerede havde med sig fra sin barndom, og som nu bliver kombineret i RetiNano.

”Tværfaglighed er helt afgørende i forskning. Der er ikke nogen skarp grænse mellem fysik, kemi, biologi og sundhed. Vi kommer med forskellige perspektiver og ser derfor også forskellige løsninger og muligheder.”

Og selvom drømmen med RetiNano i sidste ende er, at teknologien en dag kan hjælpe mennesker med at få synet tilbage, er det ikke dét, Menglin peger på som sin primære drivkraft.

Det er nysgerrigheden.

”Selvfølgelig ville det være fantastisk, hvis RetiNano en dag kan hjælpe patienter med at få synet tilbage, men det er først og fremmest nysgerrigheden, der driver mig – og som hjælper mig med at opdage nye muligheder, der på længere sigt kan skabe et stærkere fundament for innovationer, som i sidste ende kommer patienterne til gavn.”